Den skønneste (håndlandede) oplevelse ved Storåen
Tirsdag den 7. april 2009 havde jeg den fornøjelse at følges med min fiskekammerat Henrik Skøtt på den første tur nogen sinde til Storåen. En å som vi jo havde læst så meget om og hvor der er gjort et kæmpe stykke arbejde med at retablere en for laksen – og alle vi lystfiskere – meget lysere fremtid.
Henrik var i den lykkelige situation allerede at have fanget sin første laks i Skjern å - endda på premieredagen – en rigtig flot fisk på 8 kg. Endnu engang, tillykke til dig Henrik, det er fuldt fortjent med den indlevelse og gejst du altid lægger for dagen og samtidig bare er en kanon, fantastisk god og givende fiskekammerat.
Behøver jeg sige, at Laksefeberen drog hærgende og skånselsløst rundt i kroppen efter Henriks hårde udlæg???
Vi havde som sagt intet kendskab til åen, men valgte at starte ved Bur bro. Det var mildt sagt temmelig koldt og det blæste jævnt godt fra sydøst, men trods de kolde fingre fik vi dog rigget alt grejet til og iklædt os så meget tøj som muligt. Vi begyndte derefter en temmelig lang tur i skarpt trav langs åens stisystem, til vi nåede frem til Idom Å’s tilløb. Efter den ”stroppetur” havde varmen fundet vej til hele kroppen – og waistwaders’ene sagde mistænkeligt svup svup ved hvert skridt. Drikkevarerne lå ærgerligt nok i bilen, for det var da ikke nødvendigt at slæbe dem med…… hmm, hvad gør man ikke for måske at opleve DET: at fange en laks!
Umiddelbart efter blev vi kontrolleret for gyldigt dagkort af en utrolig hyggelig fyr, som hed Sjønne. Også Ole, en anden lokal, kom til og fik straks at vide, at de skøre vejlensere var gået helt omme fra broen – men dog ikke uden en vis beundring i stemmen. Efter en længere hyggelig samtale med nogle tips iblandet, måtte vi hellere komme i gang med fiskeriet – der var jo langt tilbage til bilen.
De næste par timer skete der absolut intet – åen var som uddød. Men solen skinnede og temperaturen var steget nogle grader – måske endda for meget til laksefiskeri…… Vi faldt i snak med en anden fisker, som også var særdeles lokalkendt efter mange års stedligt fiskeri og han nævnte bl.a., at stykket ved hængebroen nu ikke var helt tosset, og var også meget interesseret i at høre om Sjønne havde fanget noget. Hyggeligt!
Vi fortsatte fiskeriet og så sker der det mærkelige og uforklarlige - der var lige et af de sidste sving inden bilen, der krævede lidt mere opmærksomhed. Wobleren blev placeret hvor den skulle og svingede æggende over mod egen bred – og pludselig skete det: HUG. Jeg kaldte straks på Henrik, der kom ilende til og sagde ”tag det nu roligt”. Fornuftigt forslag egentlig, men hvordan kan man tage det roligt når pulsen nu nærmer sig de 200 slag og årets første laks sidder for enden af linen? Stangen var spændt og fisken kørte rundt i store dovne cirkler uden egentlig at ville noget. Dette varede vel en 4 – 5 minutter hvorefter fisken lige slog en tur over mod egen bred, viftede med halen, blinkede med den blanke side – og sagde farvel!
Der blev stille – sollyset fornemmedes knap så klart og fuglefløjtene var væk.
Øv, for en start på sæsonen, øv. Efter nogle minutters fælles tavshed forsøgte Henrik at trøste ved at gøre opmærksom på, at vi da i det mindste var tæt ved bilen og så kørte vi da bare lige til et nyt sted for at fange en LAKS. Han mente også, at fisken kunne have været en gedde, der havde spist mange laks, så den havde fået blanke sider…….
Efter at have konstateret at vi ikke havde fulgt den oprindelige plan med at proviantere lækre madder i den lokale Kvickly på vejen til åen, ja så satte Henrik sig til at fortære nogle medsmuglede madder som lillemor havde lavet. Han spurgte naturligvis om jeg ville ha’ et par stykker – men nej nej, man er vel stolt. Med sulten gnavende i kroppen og en mæt Henrik ved siden af kørte vi til Hængebroen. Der holdt naturligvis 4 andre biler, men ingen fiskere var at se. Vi besluttede at forcere hængebroen og gå opstrøms. Henrik startede først med fiskeriet medens jeg fortsatte til fods lidt længere. Der blev fisket intenst hele vejen tilbage – og jeg tænkte kun et par hundrede gange på den mistede laks. Efterhånden nåede jeg ind på det stykke, hvor Henrik allerede havde støvsuget med tilsvarende wobler (selv fluefiskere kan ændre taktik…..!). Jeg gik forbi nogle sving uden at fiske, men men igen, helt ubevidst, var der lige et sving der skulle have dagens sidste 3 kast.
Wobleren blev igen lagt til modsatte bred og vimsede ind mod midten af åen. PANG – så var der hug og ud af vandet sprang en temmelig stor sølvskinnende tingest, der bestemt ikke brød sig om at have kroge i munden. Efter yderligere et par hurtige kraftfulde spring, skiftede den (LAKSEN!!!) taktik og tordnede ned af åen på trods af en fast stillet bremse. HEEEENNRRIIKK, råbte jeg af al kraft, for der var ikke tid til at lede efter mobilen i en af alle de lommer, der er i moderne fisketøj. Nøj, hvor var den flot – og umanerlig stærk. Fisken havde, med voldsom kraft og meget målrettet, taget retning mod Vesterhavet. Efter at være kravlet rundt om et større træ for at følge laksen, kom Henrik frem, pustende og stønnende, alt imens han fremstammede ”er du klar over, jeg har løbet herhen, for det råb lød da alvorligt”. Det krævede kun korte velvalgte ord, samt synet af laksen og lyden af bremsen, før Henrik også syntes situationen var alvorlig, dog - som jeg - utrolig dejlig! Straks kom der en flom af gode råd fra min medfisker, hvoraf et af de bedre var at stramme bremsen noget mere, men i øvrigt tage det roligt. Jeg parerede naturligvis ordre, selvom jeg frygtede for brudstyrken på linen. Det havde dog ingen synlig effekt, laksen var total uimponeret og fortsatte sin lokomotivagtige færd. Selvom min puls nu bankede om kap med laksens hastighed, så kan man altså ikke undlade at beundre den utrolige kraft hvormed den reelt styrede begivenhederne.
Vi var nu nået ca. 300 meter ned ad et lige stykke og pludselig skiftede laksen taktik og styrede direkte mod egen bred (det var ligesom om jeg havde oplevet dette før på denne dag…) og jeg kunne svagt fornemme panik i Henriks stemme, idet han myndigt råbte ”få den væk derfra” – javel ja, armene blev forlænget med et par meter og jeg placerede mig på det yderste af en usikker græstue og sandelig om ikke laksen drejede ud i midten på ny og startede sin videre rejse mod havet. Pyha, det havde været tæt på, men nu var der ligesom lidt mere styr på tingene og jeg anede det forjættende syn af laksen, der lige en enkelt gang tiltede over på siden for straks efter at fortsætte. Aha, kunne man ane svaghedstegn ved lokomotivet pludselig? Alt imens vi travede/småløb efter laksen havde Henrik nået at kommentere på flere perfekte steder at lande dyret. Jeg mumlede en form for tak for de gode råd, men Henrik beroligede mig med, at nu skulle jeg bare have den tilbage igen…… Nu havde laksen efterhånden sagtnet farten og jeg følte modet stige til uanede højder, men pulsen var stadig på niveau med en deltager i Ironman.
Laksen tiltede flere gange, så endelig kunne der træffes beslutning om landing (forhåbentlig da..) og alt imens Henrik fægtede med fangstkrog og gav kommandoer ud over åen, forsøgte jeg at imødegå de luner som laksen forsøgte sig med her i slutfasen – nu skulle der findes en vinder! Nu havde jeg listet laksen ind på meget lavt vand og løftet dens hoved, klar til at give det sidste træk, når den slog med halen – og så udbasunerer Henrik pludselig ”nej, den skal f….. håndlandes, der skal ikke huller i den smukke fisk” . Det kan man da kalde en beslutning, der beroliger helt enormt – men sandelig om han ikke bare lige gør det!! Og så: laksen ligger i græsset, lynende blank og bodybuilderagtig, men stadig kæmpende. Snart måtte den dog give op efter et antal velrettede kraftfulde slag fra Henriks medbragte totenschläger. Min første laks fra Storåen var en realitet.
Pludselig, efter ca. 20 – 25 minutters intens, nervepirrende, udfordrende, vidunderlig fight var det hele overstået. Og som rigtige mænd nu gør, ja så måtte vi lige udstøde et fælles kamp- og sejrsskrig og uddele et antal krammere til hinanden. Her, et par dage efter, så tænker jeg, at det nu er meget heldigt, at åerne for det meste ligger på øde steder!
Hurtigt, nogle billeder i kameraet, et par glade og hænderrystende telefonopkald til hustru og venner, en snor om halen på sølvklumpen og op over ryggen og så bare nyde vægten af laksen (og lakseskællene på den nye vest) hele vejen tilbage til bilen.
Flere lokale lystfiskere kom til og beundrede fisken, som herefter blev vejet og målt efter alle kunstens regler.
Facit: den allersmukkeste hanlaks på 95 cm og 8,9 kg. Omkreds mave 101 cm og halerod 19cm (alle forældre synes naturligt netop deres ”unger” er de dejligste – jeg synes bestemt dette er den allersmukkeste laks fanget endnu i år…).
Sodavand og øl blev omdelt og snakken gik lystigt. Dejlige, positive mennesker som mødes om én fælles interesse - LAKSEFISKERI.
Tak til alle deltagere i denne for mig så pragtfulde dag, og ikke mindst til HoF m.fl. som har troet på og kæmpet for projektet med at reetablere åen til laksens (og vi fiskeres) gunst.
Jeg glæder mig allerede til et gensyn med denne skønne å.
De bedste hilsner
Erik K. Asmussen,
Musvitvej 12, 7100 Vejle
Henrik var i den lykkelige situation allerede at have fanget sin første laks i Skjern å - endda på premieredagen – en rigtig flot fisk på 8 kg. Endnu engang, tillykke til dig Henrik, det er fuldt fortjent med den indlevelse og gejst du altid lægger for dagen og samtidig bare er en kanon, fantastisk god og givende fiskekammerat.
Behøver jeg sige, at Laksefeberen drog hærgende og skånselsløst rundt i kroppen efter Henriks hårde udlæg???
Vi havde som sagt intet kendskab til åen, men valgte at starte ved Bur bro. Det var mildt sagt temmelig koldt og det blæste jævnt godt fra sydøst, men trods de kolde fingre fik vi dog rigget alt grejet til og iklædt os så meget tøj som muligt. Vi begyndte derefter en temmelig lang tur i skarpt trav langs åens stisystem, til vi nåede frem til Idom Å’s tilløb. Efter den ”stroppetur” havde varmen fundet vej til hele kroppen – og waistwaders’ene sagde mistænkeligt svup svup ved hvert skridt. Drikkevarerne lå ærgerligt nok i bilen, for det var da ikke nødvendigt at slæbe dem med…… hmm, hvad gør man ikke for måske at opleve DET: at fange en laks!
Umiddelbart efter blev vi kontrolleret for gyldigt dagkort af en utrolig hyggelig fyr, som hed Sjønne. Også Ole, en anden lokal, kom til og fik straks at vide, at de skøre vejlensere var gået helt omme fra broen – men dog ikke uden en vis beundring i stemmen. Efter en længere hyggelig samtale med nogle tips iblandet, måtte vi hellere komme i gang med fiskeriet – der var jo langt tilbage til bilen.
De næste par timer skete der absolut intet – åen var som uddød. Men solen skinnede og temperaturen var steget nogle grader – måske endda for meget til laksefiskeri…… Vi faldt i snak med en anden fisker, som også var særdeles lokalkendt efter mange års stedligt fiskeri og han nævnte bl.a., at stykket ved hængebroen nu ikke var helt tosset, og var også meget interesseret i at høre om Sjønne havde fanget noget. Hyggeligt!
Vi fortsatte fiskeriet og så sker der det mærkelige og uforklarlige - der var lige et af de sidste sving inden bilen, der krævede lidt mere opmærksomhed. Wobleren blev placeret hvor den skulle og svingede æggende over mod egen bred – og pludselig skete det: HUG. Jeg kaldte straks på Henrik, der kom ilende til og sagde ”tag det nu roligt”. Fornuftigt forslag egentlig, men hvordan kan man tage det roligt når pulsen nu nærmer sig de 200 slag og årets første laks sidder for enden af linen? Stangen var spændt og fisken kørte rundt i store dovne cirkler uden egentlig at ville noget. Dette varede vel en 4 – 5 minutter hvorefter fisken lige slog en tur over mod egen bred, viftede med halen, blinkede med den blanke side – og sagde farvel!
Der blev stille – sollyset fornemmedes knap så klart og fuglefløjtene var væk.
Øv, for en start på sæsonen, øv. Efter nogle minutters fælles tavshed forsøgte Henrik at trøste ved at gøre opmærksom på, at vi da i det mindste var tæt ved bilen og så kørte vi da bare lige til et nyt sted for at fange en LAKS. Han mente også, at fisken kunne have været en gedde, der havde spist mange laks, så den havde fået blanke sider…….
Efter at have konstateret at vi ikke havde fulgt den oprindelige plan med at proviantere lækre madder i den lokale Kvickly på vejen til åen, ja så satte Henrik sig til at fortære nogle medsmuglede madder som lillemor havde lavet. Han spurgte naturligvis om jeg ville ha’ et par stykker – men nej nej, man er vel stolt. Med sulten gnavende i kroppen og en mæt Henrik ved siden af kørte vi til Hængebroen. Der holdt naturligvis 4 andre biler, men ingen fiskere var at se. Vi besluttede at forcere hængebroen og gå opstrøms. Henrik startede først med fiskeriet medens jeg fortsatte til fods lidt længere. Der blev fisket intenst hele vejen tilbage – og jeg tænkte kun et par hundrede gange på den mistede laks. Efterhånden nåede jeg ind på det stykke, hvor Henrik allerede havde støvsuget med tilsvarende wobler (selv fluefiskere kan ændre taktik…..!). Jeg gik forbi nogle sving uden at fiske, men men igen, helt ubevidst, var der lige et sving der skulle have dagens sidste 3 kast.
Wobleren blev igen lagt til modsatte bred og vimsede ind mod midten af åen. PANG – så var der hug og ud af vandet sprang en temmelig stor sølvskinnende tingest, der bestemt ikke brød sig om at have kroge i munden. Efter yderligere et par hurtige kraftfulde spring, skiftede den (LAKSEN!!!) taktik og tordnede ned af åen på trods af en fast stillet bremse. HEEEENNRRIIKK, råbte jeg af al kraft, for der var ikke tid til at lede efter mobilen i en af alle de lommer, der er i moderne fisketøj. Nøj, hvor var den flot – og umanerlig stærk. Fisken havde, med voldsom kraft og meget målrettet, taget retning mod Vesterhavet. Efter at være kravlet rundt om et større træ for at følge laksen, kom Henrik frem, pustende og stønnende, alt imens han fremstammede ”er du klar over, jeg har løbet herhen, for det råb lød da alvorligt”. Det krævede kun korte velvalgte ord, samt synet af laksen og lyden af bremsen, før Henrik også syntes situationen var alvorlig, dog - som jeg - utrolig dejlig! Straks kom der en flom af gode råd fra min medfisker, hvoraf et af de bedre var at stramme bremsen noget mere, men i øvrigt tage det roligt. Jeg parerede naturligvis ordre, selvom jeg frygtede for brudstyrken på linen. Det havde dog ingen synlig effekt, laksen var total uimponeret og fortsatte sin lokomotivagtige færd. Selvom min puls nu bankede om kap med laksens hastighed, så kan man altså ikke undlade at beundre den utrolige kraft hvormed den reelt styrede begivenhederne.
Vi var nu nået ca. 300 meter ned ad et lige stykke og pludselig skiftede laksen taktik og styrede direkte mod egen bred (det var ligesom om jeg havde oplevet dette før på denne dag…) og jeg kunne svagt fornemme panik i Henriks stemme, idet han myndigt råbte ”få den væk derfra” – javel ja, armene blev forlænget med et par meter og jeg placerede mig på det yderste af en usikker græstue og sandelig om ikke laksen drejede ud i midten på ny og startede sin videre rejse mod havet. Pyha, det havde været tæt på, men nu var der ligesom lidt mere styr på tingene og jeg anede det forjættende syn af laksen, der lige en enkelt gang tiltede over på siden for straks efter at fortsætte. Aha, kunne man ane svaghedstegn ved lokomotivet pludselig? Alt imens vi travede/småløb efter laksen havde Henrik nået at kommentere på flere perfekte steder at lande dyret. Jeg mumlede en form for tak for de gode råd, men Henrik beroligede mig med, at nu skulle jeg bare have den tilbage igen…… Nu havde laksen efterhånden sagtnet farten og jeg følte modet stige til uanede højder, men pulsen var stadig på niveau med en deltager i Ironman.
Laksen tiltede flere gange, så endelig kunne der træffes beslutning om landing (forhåbentlig da..) og alt imens Henrik fægtede med fangstkrog og gav kommandoer ud over åen, forsøgte jeg at imødegå de luner som laksen forsøgte sig med her i slutfasen – nu skulle der findes en vinder! Nu havde jeg listet laksen ind på meget lavt vand og løftet dens hoved, klar til at give det sidste træk, når den slog med halen – og så udbasunerer Henrik pludselig ”nej, den skal f….. håndlandes, der skal ikke huller i den smukke fisk” . Det kan man da kalde en beslutning, der beroliger helt enormt – men sandelig om han ikke bare lige gør det!! Og så: laksen ligger i græsset, lynende blank og bodybuilderagtig, men stadig kæmpende. Snart måtte den dog give op efter et antal velrettede kraftfulde slag fra Henriks medbragte totenschläger. Min første laks fra Storåen var en realitet.
Pludselig, efter ca. 20 – 25 minutters intens, nervepirrende, udfordrende, vidunderlig fight var det hele overstået. Og som rigtige mænd nu gør, ja så måtte vi lige udstøde et fælles kamp- og sejrsskrig og uddele et antal krammere til hinanden. Her, et par dage efter, så tænker jeg, at det nu er meget heldigt, at åerne for det meste ligger på øde steder!
Hurtigt, nogle billeder i kameraet, et par glade og hænderrystende telefonopkald til hustru og venner, en snor om halen på sølvklumpen og op over ryggen og så bare nyde vægten af laksen (og lakseskællene på den nye vest) hele vejen tilbage til bilen.
Flere lokale lystfiskere kom til og beundrede fisken, som herefter blev vejet og målt efter alle kunstens regler.
Facit: den allersmukkeste hanlaks på 95 cm og 8,9 kg. Omkreds mave 101 cm og halerod 19cm (alle forældre synes naturligt netop deres ”unger” er de dejligste – jeg synes bestemt dette er den allersmukkeste laks fanget endnu i år…).
Sodavand og øl blev omdelt og snakken gik lystigt. Dejlige, positive mennesker som mødes om én fælles interesse - LAKSEFISKERI.
Tak til alle deltagere i denne for mig så pragtfulde dag, og ikke mindst til HoF m.fl. som har troet på og kæmpet for projektet med at reetablere åen til laksens (og vi fiskeres) gunst.
Jeg glæder mig allerede til et gensyn med denne skønne å.
De bedste hilsner
Erik K. Asmussen,
Musvitvej 12, 7100 Vejle
.jpg)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar